Nadal besejrer besværlig italiensk tennisrival
Rafael Nadal var bedst i fjerde møde i år mod Fabio Fognini og møder Novak Djokovic i finalen i China Open.
Rafael Nadal er i finalen ved China Open
Rafael Nadal er i finalen ved China Open Foto: Andy Wong/AP


Det har generelt været en skuffende tennissæson for Rafael Nadal, men lørdag fik den tidligere verdensetter en tiltrængt optur med sejr i semifinalen ved China Open på 7-5, 6-3 over Fabio Fognini.

I finalen møder Nadal den serbiske verdensetter Novak Djokovic, der uden problemer vandt sin semifinale med 6-2, 6-3 over spanske David Ferrer.

Italienske Fognini har tidligere i år slået Nadal hele tre gange, og der har været dårlig stemning mellem de to duellanter i flere af opgørene.

Fognini har under en finalekamp i tyske Hamburg blandt andet brokket sig over, at Nadal brugte for lang tid mellem boldene. Ved den lejlighed vandt Nadal.

Efter lørdagens sejr insisterede Nadal dog på, at skærmydslerne med Fognini er et overstået kapitel.

- Der er ingen rivalisering overhovedet. Nej, nej, nej. Vi havde et problem i Hamburg, og det er det. Der er ingen problemer nu, siger Nadal, der er raslet ned som nummer otte i verden.

Fognini, som er nummer 28 i verden, slog Nadal ud i tredje runde ved grand slam-turneringen US Open for en måned siden og blev den kun fjerde spiller til at slå spanieren tre gange i samme sæson.

- Der var heller ikke problemer ved US Open. Og ingen problemer i dag. Det var i forhold til attitude en meget nem kamp at være dommer i, mener 29-årige Nadal.

Onklen Toni Nadal blev lørdag set hidsig og gestikulerende ned mod Fognini, men italieneren forsøgte at nedtone konflikten.

- Hvad der skete i Hamburg er fortid. Jeg har intet at sige til Nadal. Jeg har respekt for ham både på og uden for banen.

- Jeg har tidligere fortalt, at min kritik ikke var rettet mod Rafael, men mod hans hold og især onklen. Men det er lang tid siden, forklarer Fognini.

Nadal har for første gang siden 2004 ikke vundet en grand slam-titel i år, men den 14-foldige grand slam-vinder kan med en finalesejr søndag vinde sin fjerde tennistitel i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.