Fra 0-100 på fem sekunder, en midtcentreret motor og en topfart på 300 kilometer i timen. Ferrarier har altid været biler, der er noget helt specielt, men hvis man for alvor skal kunne prale overfor venner og naboer, hvad er så bedre end en kongelig Ferrari?
Den svenske kong Carl Gustaf med hang til hurtige biler har sat sin midnatsblå Ferrari 456 M GT til salg efter 15 års tro tjeneste.
På hjemmesiden von Braun Sports Cars beskriver de bilen således:
- Denne bil har en helt unik historie og præsenteres eksklusivt på vonBraun.com. Den har kun haft en tidligere ejer og er indkøbt personligt af von Braun fra Hans Majestæt i Sverige. Bilen sælges kun som beset.
Bilen står i øjeblikket til at koste 560.000 danske kroner, men selvom man skulle have pengene til en kongelig luksusbil, er man ikke nødvendigvis sikret de italienske hestekræfter. Sælgerne vil nemlig ikke sælge til hvem som helst.
- Et etableret museum eller en seriøs samler ses helst som køber af bilen. Den har patina, som ikke bliver udbedret eller forbedret for at bevare det historiske intakt for kommende generationer, skriver vonBraun.com.
Tag selv et kig på den kongelige Ferrari her: http://vonbraun.com/index.php?page=forsaljning&id=59&Ferrari-456-M%20GT%20 %28F116C%29
Newspaq