Mytedræber: Det er her stress hærger flest ansatte
Læger, jurister, økonomer og andre akademikere i det offentlige døjer mere med stress end deres kolleger i det private. Offentligt ansatte får stress af mere arbejde og mindre indflydelse, vurderer ekspert.
Embedsmænd inden for det offentlige er en af de faggrupper, der er hårdt ramt af stress. En ny omfattende undersøgelse viser, at særligt læger, jurister, embedsmænd og andre højtuddannede inden for det offentlige ofte rammes af stress-symptomer.
Embedsmænd inden for det offentlige er en af de faggrupper, der er hårdt ramt af stress. En ny omfattende undersøgelse viser, at særligt læger, jurister, embedsmænd og andre højtuddannede inden for det offentlige ofte rammes af stress-symptomer. Foto: Linda Kastrup, Scanpix/arkiv


Symptomer på stress som tankemylder og besvær med at koncentrere sig rammer ikke kun ansatte i det pulserende, private erhvervsliv. Læger, jurister, embedsmænd og andre ansatte inden for det offentlige kender også alt for godt til stress. Faktisk i en grad så der er forholdsvis flere stressede i det offentlige end i det private.

Den større udbredelse af stress i det offentlige gælder i hvert fald folk med en lang uddannelse. Altså akademikere som læger, jurister, økonomer og magistre.

Det fremgår af en endnu ikke fuldt offentliggjort undersøgelse, hvori ikke færre end 28.000 akademikere har deltaget. I undersøgelsen svarer 49 procent - svarende til hver anden - af de offentligt ansatte akademikere, at de føler sig stresset i hverdagen. Blandt ansatte i det private er andelen 43 procent.

Det er blodigt alvor

De mange vidensarbejdere, som føler sig stresset, er et stort problem. Det mener Finn R. Larsen, som er formand for Akademikerne – tidligere kaldet AC (Akademikerens Centralorganisation). Akademikerne står bag den nye undersøgelse.

- Det er blodigt alvor, når folk går ned med stress. Jeg håber meget på, at vi kan få skabt bevidsthed om, at man kan tage mindst lige så meget skade af at gå ned med stress som af at brække en arm, fordi man på arbejde falder på et glat gulv, siger Finn R. Larsen.

I den alarmerende ende af skalaen for stress siger 12 procent af de offentligt ansatte akademikere, at de i hverdagen ’i meget høj grad’ eller ’i høj grad’ føler sig stresset. Til sammenligning er tallet for akademikere i det private 9 procent, viser den nye undersøgelse.

Mere arbejde – mindre indflydelse

Der kan være flere forklaringer på, at forholdsvis flere advokater, ingeniører, økonomer og andre akademikere føler sig mere stresset i det offentlige end i det private.

Det oplyser forsker i arbejdsmiljø og psykolog Karen Albertsen fra TeamArbejdsliv.

- Siden finanskrisen begyndte i 2008 har der været kraftige nedskæringer i den offentlige sektor. Det har ført til, at de tilbageblevne skal yde mere, siger Karen Albertsen, og fortsætter:

- Mange offentligt ansatte oplever også, at de får mindre indflydelse på deres arbejde. Sådan en cocktail af mere arbejde og mindre indflydelse kan nemt give stress.

Finn R. Larsen fra Akademikerne har en lignende forklaring.

- Kontorfolkene i det offentlige skal klare opgaverne hurtigere end tidligere. Mange oplever, at de har for lidt tid til at levere den gode kvalitet, de gerne vil, siger Finn R. Larsen.

Stress skal tages op

Ekspert Karen Albertsen har nogle råd til, hvad man som ansat kan gøre på en offentlig arbejdsplads ramt af stress:

- Som enkeltperson skal man først og fremmest tage tegn på stress alvorligt. Det er vigtigt at kende symptomer som tankemylder, hjertebanken og manglende evne til at koncentrere sig.

- På arbejdspladsen er det vigtigt at tage fat i sin arbejdsmiljø-repræsentant eller kolleger, hvis man selv føler sig stresset. Ofte vil der være kolleger, som også døjer med stress.

Ikke altid chefens skyld

I den nye undersøgelse er akademikerne også blevet bedt om at vurdere deres nærmeste leder. Her viser det sig, at ansatte med dårlige ledere i højere grad er stresset, end ansatte med gode ledere.

23 procent af akademikerne med en dårlig nærmeste leder føler sig i høj grad stresset i hverdagen. Det tilsvarende tal for akademikere med en god chef er kun 5 procent.

Ifølge Karen Albertsen betyder det meget, at ens nærmeste chef er god til at forebygge og reagere på stress blandt medarbejderne.

- God ledelse kan på mange måder forebygge stress. Men i det offentlige har mange mellemledere ikke det store rum til at udøve ledelse i, fordi der over dem er flere ledere, lovgivning og politikere, siger Karen Albertsen og uddyber:

- For eksempel kan en stresset gymnasielærer godt give sin rektor skylden for stress. Men i virkeligheden er rektoren måske næsten uskyldig, fordi vedkommende er underlagt lovgivningen og Undervisningsministeriet.

Finn R. Larsen fra Akademikerne advarer imod, at offentligt ansatte giver chefen hele ansvaret for at bekæmpe stress.

- For at få et bedre psykisk klima på en offentlig arbejdsplads er det uhyre vigtigt, at medarbejdere og ledelse arbejder sammen. Der er ikke noget vundet ved, at medarbejderne giver ledelsen hele skylden for stressproblemer og gør det til en konfrontation, siger Finn R. Larsen







Hver anden får stress i hverdagen

En større andel af akademikere ansat i det offentlige er stressede end blandt ansatte i det private erhvervsliv.

49 procent - svarende til hver anden - af de offentligt ansatte akademikere føler sig stresset i hverdagen. Blandt ansatte i det private er andelen 43 procent.

Det fremgår af en undersøgelse, hvor 28.000 jurister, økonomer, magistre og andre akademikere har svaret på spørgsmål om stress.

I undersøgelsen er de blevet spurgt: 'Vil du beskrive dig selv som stresset i hverdagen?'

Hertil svarer de offentligt ansatte akademikere:

I meget høj grad: 3 procent.

I høj grad: 9 procent.

I nogen grad: 37 procent.

I lav grad: 39 procent.

I meget lav grad/slet ikke: 12 procent.

Undersøgelsen er gennemført for hovedorganisationen Akademikerne - tidligere kaldet AC (Akademikernes Centralorganisation). Det er en hovedorganisation for fagforbund, hvor medlemmerne blandt andre er ingeniører, jurister, læger og magistre.

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.