De rigeste danskeres andel af den samlede formue i landet er i modsætning til, hvad mange tror, ikke stigende, skriver Finans.
Myten om, at de rigeste har taget en større andel af kagen, holder dermed ikke, hvis man lægger snittet på de rigeste 10 procent i hvert fald.
Formueandelen er derimod den samme som tilbage i 1997, viser en ny omfattende analyse fra Skatteministeriet.
Det er første gang, at ministeriet kortlægger danskernes formueforhold og opgør fordelingen og sammensætningen af formuerne i den danske befolkning.
Konklusionen er, at de 10 procent rigeste danskere ikke er blevet rigere rent forholdsmæssigt, end tilfældet var for knap 20 år siden.
Kristian Weise, direktør i centrum-venstretænketanken Cevea, er glad for, at andelen ser ud, som den gør og ikke er vokset. Det er et sundhedstegn, mener han:
"De rigeste 10 procents andel af formuerne er nogenlunde stabil. Det er fordi, at formuerne også er steget blandt mange i middelklassen, og det skyldes bl.a., at vi har et godt overenskomstmæssigt pensionssystem, der gør at de fleste får sparet op, ligesom der er god adgang til at blive boligejer. Det er et godt tegn," siger han til Finans.