Mystisk drab i Nordsjælland: Chef og ansat fundet døde
Ejeren af dækfirma i Slangerup og en ansat i hans firma er fundet døde. Alt tyder på et opgør mellem mændene.
Henter afspiller ...
To personer er søndag formiddag fundet døde i Slangerup. Foto: Colourbox/free


To mænd, der søndag er fundet døde i Slangerup i Nordsjælland, er en 46-årig indehaver af et lokalt dækfirma og en 33-årig mand, der var ansat i hans forretning.

Det oplyser pressekoordinator Henrik Suhr, Nordsjællands Politi.

To mænd blev søndag formiddag inden for kort tid fundet kun et par hundrede meter fra hinanden.

Den 46-årige mand blev fundet med skader i hovedet, som straks fik politiet til at indlede en drabsefterforskning.

I det andet tilfælde har politiet ikke ønsket at løfte sløret for dødsårsagen. Derfor står det ikke klart, om også denne mand er blevet dræbt, så politiet skal på jagt efter en gerningsmand, eller om han måske er død ved egen hånd.

Det var en borger, der søndag morgen omkring klokken ni fandt den 46-årige blødende mand liggende i en indkørsel på Håndværkervangen i Slangerup.

- Manden har skader i hovedet, som tyder på, at han er blevet dræbt, siger vagtchef Ulrik Lindén, Nordsjællands Politi.

Manden blev erklæret død, da redningsfolk nåede frem.

Af blodspor på stedet kunne politiet se, at den sårede mand havde gået et stykke vej, inden han sank sammen i indkørslen.

Sporet ledte politiet til et dækfirma på vejen Raasigvangen i et industrikvarter mindre end 1000 meter væk. Politiets efterforskning har vist, at den 46-årige var ejer af dækfirmaet.

I en lejlighed oven på dækfirmaet fandt politiet en 33-årig mand liggende død.

- Der er tale om en arbejdsgiver og en ansat, og alt tyder på, at der har været et opgør mellem de to mænd, siger Henrik Suhr.

Mens den 46-årige mand er død af skader i hovedet efter vold, ønsker politiet ikke at oplyse, hvordan den 33-årige er død.

- Vi kan endnu ikke sige noget om, hvordan denne mand er død, siger Henrik Suhr.

Teknikere fra Nordsjællands Politi arbejder søndag på at sikre spor på de to findesteder i Slangerup.

- Vi efterforsker bredt for at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, og hvad der er baggrunden for det, der er sket, siger Henrik Suhr.

Et ligsyn senere på dagen skal afklare dødsårsagen og kan måske bidrage til at belyse sammenhængen mellem de to dødsfald.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.