Mysterie: 20 hvaler skyllet op på strand
Myndigheder ved ikke, hvorfor adskillige truede hvaler er omkommet og endt på en strand i det sydlige Chile.
Op mod 20 hvaler er skyllet op på en chilensk strand. Myndighederne arbejder på at finde ud af, hvordan de er døde og hvornår. På billedet ses en spækhugger, der strandede på Nørlev Strand. Arkivfoto
Op mod 20 hvaler er skyllet op på en chilensk strand. Myndighederne arbejder på at finde ud af, hvordan de er døde og hvornår. På billedet ses en spækhugger, der strandede på Nørlev Strand. Arkivfoto Foto: Bjarke Huus Jensen/free


20 sejhvaler er skyllet op på en chilensk strand i den sydlige del af landet.

Det oplyser Chiles maritime myndigheder fredag.

Hvalerne blev fundet strandet langs den nordlige del af bugten Golfo de Penas. De måler omtrent 10 meter, og myndighederne arbejder nu på at finde ud af, hvad der har taget livet af de store dyr - og hvornår.

Hvalerne blev fundet af en gruppe udenlandske forskere, der var i gang med andre undersøgelser i området.

- Antallet af døde hvaler overstiger måske 20, men vi er endnu ikke færdig med optællingen, siger en anonym kilde fra Chiles fiskerimyndigheder til AFP.

Et uvejr besværliggør ifølge AFP myndighedernes arbejde med at kortlægge, hvor mange hvaler der egentlig er skyllet op.

De første meldinger gik på, at 15 døde hvaler var endt på land.

Det er ikke unormalt, at hvaler findes skyllet op på de chilenske strande, men det er angiveligt første gang, at de sjældne sejhvaler er strandet.

Sejhvalen er blandt de fredede hvalarter og er et af de dyr, som er internationalt beskyttet, efter at den næsten blev udryddet på grund af jagt i midten af det 20. århundrede.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.