Tirsdag tog pårørende og lokalsamfundet afsked med den 42-årige Trine Nielsen og hendes fire børn, Josefine, Magnus, Cirkeline og Marius, der blev myrdet i Ulstrup af den 45-årige ægtemand og far Morten Nielsen den 9. januar.
Det skete i Ulstrupbro Kirke, og altså uden ægtemandens kiste.
Morten Nielsen vil ifølge Ekstra Bladet i stedet blive bisat i den nordjyske by, hvor han er vokset op.
BT har fået sognepræst Knud Bunde Fries' tale fra begravelsen i Ulstrupbro Kirke, og han sagde blandet andet, at i dag ville vi ønske, "at vi kunne være alle andre steder. Men i dag skal vi være her, og det skal vi, for selv om den tragedie, der har ramt os, er så meningsløs, så er det på ingen måde meningsløst, at vi er sammen i dag".
Knud Bunde Fries kom også ind på spørgsmålet om, hvorfor familien i villakvarteret Amstrup Bakker i den lille by mellem Randers og Viborg skulle rammes af sådan ubærlig tragedie:
"Hvorfor Morten gjorde det, har vi alle stillet os selv, også I nærmeste pårørende, og selvfølgelig har vi talt om det sammen, men dybest set, så får vi ikke et endegyldigt svar."
Det vides ikke, hvorfor Morten Nielsen valgte først at dræbe sine børn og sin hustru for derefter at tage livet af sig selv. Og det er ikke sikkert, at offentligheden nogensinde vil få det at vide.
Til Ekstra Baldet siger efterforskningschef Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi, at man heller ikke vil offentliggøre detaljer om drabene.
- Det er der ingen grund til, siger Anders Uhrskov til Ekstra Bladet.