Politikere fra begge sider af Folketingssalen kritiserer nu i skarpe vendinger myndighedernes håndtering i sagen om krom-6.
Det skriver Berlingske.
Sagen handler om krom-6, som metal- og industriarbejdere kan komme i kontakt med på forskellig vis i deres job.
En EU-rapport fra 2017 konkluderer, at den danske grænseværdi for krom-6 vil udløse op til 200 lungekræfttilfælde blandt de 10.000 danskere, der ifølge EU's tal kan være i kontakt med krom-6 på deres arbejdsplads. Men den viden kom ikke frem, før Berlingske begyndte at skrive om sagen i oktober i år.
I en redegørelse til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) erkender de centrale myndigheder i sagen - Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) - at de kendte til den forøgede risiko i 2017.
Redegørelsen har ifølge Berlingske fået Troels Lund Poulsen til at sende et brev til Folketinget, hvor han langer ud efter sine egne embedsmænd. I en pressemeddelelse kritiserer han også håndteringen af sagen.
- Det er dybt utilfredsstillende, at NFA og Arbejdstilsynet ikke handler hurtigere på så vigtig ny viden om grænseværdien for chrom 6, lyder det blandt andet fra beskæftigelsesministeren i pressemeddelelsen.
"Jeg blev løjet lige op i mit åbne ansigt"
Men det er ikke kun ministeren, der er utilfreds med NFA og Arbejdstilsynet. Redegørelsen vækker også harme blandt beskæftigelsesordførerne på Christiansborg.
- Jeg har været til møde i ministeriet, hvor jeg blev løjet lige op i mit åbne ansigt af ministeriet. Jeg føler mig ført bag lyset, og det er jeg meget sur over, siger Leif Lahn Jensen (S) til Berlingske.
Også arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesordfører Rasmus Helveg Petersen fra de Radikale er utilfreds.
- Vi skal beskytte danske arbejdere mod kræftfremkaldende stoffer. Det gælder liv og død, siger han.
Berlingske har forsøgt at indhente kommentarer fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og fra Arbejdstilsynet. De henviser til redegørelsen.