Miljømyndighederne i Bangladesh har standset skrotningen af det tidligere Mærsk-fartøj "Producer".
Det skriver Politiken søndag.
Myndighederne fatter særligt interesse for skibets tanke og kilometervis af rørsystemer.
Her vil de lede efter stoffer, der er farlige for miljøet og de arbejdere, som uden forsvarligt udstyr var i gang med at skille skibet ad.
Ophugningen er sat i bero, indtil det er afklaret. Det oplyser Masud Karim, der er direktør i miljøministeriet i Bangladesh.
Undersøgelse kommer efter, at det selskab, som Mærsk og en partner solgte fartøjet til, tilsyneladende har givet forkerte oplysninger til myndighederne i Bangladesh.
Før salget fik Mærsk lavet en rapport til køberen. Den fortæller, at der stadig er farlige stoffer i skibet. Men rapporten er ikke fulgt med skibet til Bangladesh.
"Producer" har de seneste 18 år ligget fast ved et oliefelt i Nordsøen som en flydende installation. Her blev olie fra undergrunden bearbejdet og oplagret.
Der blev brugt tonsvis af kemikalier om bord. Olien kan også have bragt radioaktive stoffer, primært uran, med op fra undergrunden.
Mærsk fremhæver i en skriftlige kommentar til Politiken, at selskabet forsøgte at standse ophugningen, da det blev opdaget, at det skulle ske "under kritisable forhold i Chittagong."
Mærsk skriver videre, at det vil være glædeligt, hvis undersøgelsen kan føre til en ophugning af skibet til internationalt acceptable standarder.
/ritzau/