Myndigheder bekræfter: Pilot forlod cockpit
Den tyske anklagemyndighed ved ikke, hvem af de to piloter, der kort før katastrofe forlod cockpittet.
Det er den tyske anklagemyndighed, der torsdag bekræfter, at den ene af de to piloter forlod cockpittet under flyvningen.
Det er den tyske anklagemyndighed, der torsdag bekræfter, at den ene af de to piloter forlod cockpittet under flyvningen. Foto: Markus Schreiber/AP


Den tyske anklagemyndighed bekræfter, at kun den ene af de to tyske piloter befandt sig i cockpittet, da passagerflyet fra Germanwings med 150 om bord knustes mod et bjerg i de franske alper.

Men man ved ikke, hvem af de to piloter, der havde forladt cockpittet, hedder det fra anklagerens kontor.

- Den ene var i cockpittet, og den anden var ikke, siger Christoph Kumpa fra anklagemyndigheden i Düsselsdorf.

Han fortæller, at man har oplysningerne fra efterforskere i Frankrig.

Tidligere torsdag kunne både avisen New York Times og nyhedsbureauet AFP gengive kilder tæt på efterforskningen, som fortalte, at en pilot havde forladt cockpittet og tilsyneladende ikke var i stand til at vende tilbage.

Der blev banket på døren ud til cockpittet, fremgår det af de første oplysninger fra den sorte boks. Men inde fra cockpittet var der helt stille, siger en kilde.

På et tidspunkt faldt flyet med stor fart og styrede mod en bjergside, hvor det blev knust.

De 144 passagerer og seks besætningsmedlemmer var lettet fra Barcelona tirsdag formiddag og skulle være landet i Düsseldorf to timer senere.

Indtil videre er det et mysterium, hvad der hændt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.