Myndighed: Ufødt barn og 60-årig mand dræbt af listeria
- I det her udbrud er der to, som med stor sikkerhed er blevet ramt af listeria fra laks fra denne fabrik, lyder det fra Statens Serum Institut.
Dna-test af fødevarer kan med ret stor sikkerhed påvise, om bakterien stammer fra en bestemt fabrik.
Dna-test af fødevarer kan med ret stor sikkerhed påvise, om bakterien stammer fra en bestemt fabrik. Foto: Iris/arkiv


Fødevarestyrelsen lukkede i juli for produktionen hos Kattegat Seafood i Hirtshals, der har solgt fisk gennem Irma og Aldi, efter man fandt listeria to steder på fabrikken, skriver metroxpress.

En dna-prøve har vist, at laks fra fabrikken solgt i Aldi formentlig har kostet et ufødt barn og en 60-årig mand livet.

- I det her udbrud er der to, som med stor sikkerhed er blevet ramt af listeria fra laks fra denne fabrik. Det drejer sig om en 60-årig mand, der døde i slutningen af juli, og en kvinde, der var gravid i 38. uge og mistede barnet efter at være smittet med listeria, siger afdelingschef Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut til avisen.

Det sker kun få gange om året, at myndigheder kræver, at en virksomhed stopper produktionen. Denne gang skyldes det, at Fødevarestyrelsen både den 19. juni og den 7. juli fandt listeria i produktionslokalet.

- På baggrund af fundene og det efterfølgende kontrolbesøg greb vi ind og lukkede produktionen øjeblikkeligt, og produktionen af de koldrøgede produkter er ikke i gang igen. En person er i slutningen af juli død af nøjagtig den type listeria, der blev fundet, siger Fødevarestyrelsens sektionsleder Anette Perge til metroxpress.

Dna-test af fødevarer kan med ret stor sikkerhed påvise, om bakterien stammer fra en bestemt fabrik.

Kattegat Seafood har ingen kommentarer til sagen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.