Mylius: Ingmann kæmpede med sceneskræk
Jørgen Ingmann var en fantastisk guitarist, men havde sceneskræk, så Jørgen de Mylius måtte bruge snydetricks.
Jørgen Ingmann var en fantastisk guitarist, men havde sceneskræk, så Jørgen de Mylius måtte bruge snydetricks.
Jørgen Ingmann var en fantastisk guitarist, men havde sceneskræk, så Jørgen de Mylius måtte bruge snydetricks. Foto: Kim Agersten/POLFOTO


Med sin helt særlige twanky guitarlyd var Jørgen Ingmann en stor inspiration for mange musikere, og det var i høj grad den danske guitarhelt, der var med til vække Jørgen de Mylius' interesse for musik.

Det fortæller radio- og tv-værten Jørgen de Mylius om Jørgen Ingmann, der døde lørdag.

- Han betød uendelig meget for dansk musik og også for mig selv. Jørgen Ingmann var jo en stor jazzkanon i 1940'erne og 1950'erne, men så blev han inspireret af elektrisk guitar.

- Jeg har stadig en tydelig erindring, fra da Otto Leisner præsenterede både "Apache" og "Pepe" på tv, siger Jørgen de Mylius om to guitarnumre, som Jørgen Ingmann havde succes med i starten af 1960'erne.

Den danske guitarist havde sin helt egen lyd, som både dengang og siden har inspireret mange guitarister og begejstret musikelskere.

- Han lavede sin egen særlige udgave af den twanky guitarlyd, som især guitaristerne Duane Eddy og Hank Marvin fra The Shadows stod for dengang.

- Det blev Jørgen Ingmanns særkende, og der var rigtig mange unge guitarister, der var vildt inspirerede af ham, siger Jørgen de Mylius.

Jørgen Ingmann blev fast inventar på hitlisterne i Jørgen de Mylius' DR-programmer op gennem 1960'erne og var blandt andet også manden bag kendingsmelodien til Mylius' tv-program Musikboxen fra 1980-81.

Men han var ikke en nem mand at arbejde sammen med, fortæller Jørgen de Mylius,

- Det var så flot, det han lavede, men han var desværre en meget følsom mand, så han var meget nervøs. Derfor var han svær at arbejde sammen med, siger han.

For så snart kameraerne eller båndoptageren var tændt, så slog nerverne klik for Jørgen Ingmann, som kæmpede med sceneskræk.

- Jeg måtte nogle gange bilde ham ind, at vi ikke optog. At det bare var en prøve. "Prøv nu bare, vi tænder ikke kameraerne, det er bare en prøve", sagde jeg, og optog ham alligevel. Og så blev han helt rolig.

- Det trick har jeg benyttet både på tv og radio, hvis vi skulle have noget godt i kassen. Jeg spurgte ham naturligvis altid om lov til at bruge det bagefter, og det var der aldrig noget vejen for, siger Jørgen de Mylius.

Sceneskrækken var med til at få Jørgen Ingmann til at trække sig fra rampelyset i 1984.

- Han lavede en serie fremragende lp-plader i 1980'erne, men han holdt desværre op, fordi han simpelthen blev for nervøs, når han gik på scenen, siger Jørgen de Mylius.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.