Myanmar vil løslade landets politiske fanger
Regeringen i Myanmar vil frigive alle politiske fanger inden for to uger. Det er dog uklart præcist hvem.


Aung San Suu Kyi siger torsdag, at den nye regering i Myanmar vil arbejde for at løslade alle politiske fanger inden for de næste to uger, rapporterer BBC.

Det er Suu Kyis første offentlige bekendtgørelse i sin nye rolle som særlig statsrådgiver.

Ifølge BBC kan beslutningen få betydning for op mod 100 fanger, som sidder fængslet, og omkring 400 andre, herunder flere studerende, som afventer deres retssag.

Aung San Suu Kyi har selv været politisk fange og siger, at løsladelserne har høj prioritet for regeringen.

Hundredvis af politiske fanger er blevet løsladt inden for de senere år som en del af den politiske reformproces i Myanmar, der endte landets militære styre.

Ifølge BBC er det dog uklart, hvem der kvalificerer sig som politiske fanger, og om det eksempelvis vil gælde Myanmars mange etniske oprørere.

Aung San Suu Kyi er ifølge Myanmars forfatning afskåret fra jobbet som præsident, fordi hun har børn, der er udenlandske statsborgere.

Til gengæld står hun i spidsen for partiet National Liga for Demokrati (NLD), som har et stort flertal i begge kamre i parlamentet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.