"Du er perker. Perkere har ikke ret til at stille op til et dansk kommunalvalg. Du er heldig, at jeg er i godt humør i dag, ellers var du færdig!"
Sådan beskriver Mustafa Deveci en af de trusler, han måtte lægge øre til for få dage siden.
Den 36-årige københavner med tyrkisk baggrund stiller op til kommunalvalget for Socialdemokraterne i Ballerup. Ifølge Mustafa Deveci blev han tirsdag i sidste uge opsøgt af en kraftig, midaldrende mand på en tankstation og udsat for trusler, chikane og tyveri.
Årsagen er, at han har en anden etnisk baggrund og stiller op til kommunalvalget.
Episoden er nu meldt til politiet.
"Jeg er meget chokeret. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle opleve den slags i Danmark," siger Mustafa Deveci, der havde en streamer på sin bil, hvor der stod 'Stem personligt på Mustafa Deveci til kommunalbestyrelsen i Ballerup'.
"Perkere har ikke ret til at stille op!"
Ifølge byrådskandidaten forsøgte den fremmede mand, som beskrives som høj, kraftig og omkring 45 år, at forhindre ham i at køre fra tankstationen, og pludselig trængte han ind i bilen, gennemrodede hans ting og stjal hans GPS.
Manden truede ham - blandt andet andet med sætningerne: "Perkere har ikke ret til at stille op til et dansk kommunalvalg" og "Jeg ved, hvem du er. Du er færdig."
"Det var et angreb mod min person og min politik, men også mod demokratiet. Han ville forhindre mig i at stille op. Det er er min demokratiske ret," siger Mustafa Deveci.
Han er født i Danmark af tyrkiske forældre.
Politiet: Vi tager det seriøst
Politikredsen Københavns Vestegn bekræfter Mustafa Devecis anmeldelse over for Avisen.dk.
"Det er korrekt, at han har anmeldt det. Vi tager episoden seriøst og efterforsker den," siger vagthavende ved politiet i Ballerup.
Han afviser, at det blot handler om en lokalpolitiker, der vil have opmærksomhed.
"Vi tager selvfølgelig alle anmeldelser seriøst, men vurderer vi, at det er en åbenlyst grundløs anmeldelse, som der ikke er noget i, går vi ikke videre med det. Her har vi vurderet, at det skulle tages alvorligt."
Ifølge Mustafa Deveci var der både vidner til optrinnet og optagelser fra tankstationens overvågningskamera. Han har mandag modtaget et brev fra politiet om, at de stadig efterforsker sagen, men endnu ikke har fundet gerningsmanden.
Nazi-klistermærker
Mustafa Deveci er ikke den eneste lokalpolitiker med anden etnisk baggrund, der har været udsat for trusler og chikane.
Integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya fik ubudne gæster, da han for nogle år siden stillede op til kommunalvalget.
"En dag, da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg klistermærker med nazistiske budskaber på vores vinduer og dør. Det var en grim oplevelse, men det værste havde været, hvis mine børn havde set det," fortæller Mehmet Yüksekkaya.
Også kandidat til Borgerrepræsentationen, Yildiz Akdogan, har oplevet trusler og chikane, dog mest fra yderligtgående muslimer, de såkaldte salafister.
En klovn på det forkerte sted
Ikke desto mindre er det undtagelsen, at den slags forekommer. Det vurderer flere eksperter i integration, som Avisen.dk har talt med.
"Jeg tror ikke, det er udbredt, og jeg tror ikke, det er et udtryk for en generel holdning i befolkningen. Jeg kender til alt mulig slags diskrimination, for eksempel måden, man taler til hinanden på i folkeskolen, diskrimination i nattelivet og så videre, men på det her niveau kender jeg ingen eksempler," lyder det fra Marianne Nøhr Larsen, antropolog ved Interkulturel Dialog.
Den vurdering er integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya enig i, på trods af at han oplevede chikanen på egen krop.
"Mit indtryk er, at de ting, der sker i Danmark, er tilfældige og ikke systematiske. Man møder en klovn på det forkerte sted det forkerte tidspunkt. Nazistiske miljøer har ikke den pondus i Danmark, som de for eksempel har i England og Tyskland," siger han.
Mustafa Deveci er heller ikke i tvivl om, at manden fra tankstationen tilhører et absolut mindretal
"I alle samfund er der jo enkelte personer, der ikke opfører sig ordentligt. Men jeg lader dem ikke skræmme mig fra at stille op," siger han.