Musiker knust efter dødsulykke
Den amerikanske musiker og producer Kid Rock har mistet sin assistent og ven, efter at assistenten kørte galt på en firhjulet motorcykel.
Kid Rock gjorde en forfærdelig opdagelse, da han fandt sin 30-årige assistent død.
Kid Rock gjorde en forfærdelig opdagelse, da han fandt sin 30-årige assistent død. Foto: Charles Sykes/CHARLES SYKES/INVISION/AP


Robert James Ritchie, der bedst er kendt under kunstnernavnet Kid Rock, har i en årrække både sunget, produceret og spillet musik, og han har efterhånden solgt over 25 millioner album på verdensplan.

Men selv stjernerne oplever tragedier, og det skete for Kid Rock, da hans assistent ved et uheld omkom på musikerens ejendom beliggende i den amerikanske by Nashville i delstaten Tennessee.

Assistenten ved navn Michael Sacha kørte rundt på en firhjulet motorcykel - de såkaldte ATV'er - da han pludselig mistede kontrollen over det køretøjet.

Ifølge det amerikanske medie The Tennessean var det Kid Rock selv, der gjorde den grufulde opdagelse, da han fandt sin assistent livløs på jorden. Musikeren ringede med det samme efter hjælp, men da ambulanceredderne ankom, var det for sent.

På sin egen hjemmeside udtrykker "All Summer Long"-sangeren sin sorg over at have mistet sin kollega, der også var en nær ven.

- Jeg er sønderknust over, at min personlige assistent Mikael Sacha er gået bort i en ATV-ulykke her i Nashville. Han var et medlem af vores familie og en af de bedste unge mænd, som jeg nogensinde har kendt og haft fornøjelsen af både at arbejde sammen og blive venner med, skriver Kid Rock på sin hjemmeside.

Kid Rocks assistent Michael Sacha blev 30 år gammel.

Se hele Kid Rocks rørende besked til sin assistent her: http://kidrock.com/?frontpage=true

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.