Murray slår australsk superserver i ren opvisning
Andy Murray vandt overbevisende over Samuel Groth og er videre til tredje runde i Australian Open.
Det var varmt på Rod Laver Arena, men Andy Murray gik nemt videre til tredje runde efter sejr over Samuel Groth.
Det var varmt på Rod Laver Arena, men Andy Murray gik nemt videre til tredje runde efter sejr over Samuel Groth. Foto: Aaron Favila/AP


Det var tæt på ren tennisopvisning, da andenseedede Andy Murray natten til torsdag dansk tid overlegent slog Samuel Groth i anden runde ved grand slam-turneringen Australian Open.

Andy Murray vandt så sikkert som 6-0, 6-4, 6-1 over australieren Samuel Groth og er dermed klar til tredje runde uden at have afgivet et eneste sæt.

Det var kun i andet sæt, at der var lidt spænding om udfaldet. Superserveren Samuel Groth blev brudt tidligt og kom bagud 0-3, men kæmpede sig flot tilbage på 4-4, inden Andy Murray vandt sættet.

Verdens nummer to viste ingen nåde i tredje sæt, selv om Samuel Groth, der er nummer 67 i verden, arbejdede hårdt for sagen med en mindre skade i den ene fod. Kampen varede lidt over halvanden time.

I tredje runde skal skotten nu møde portugiseren Joao Sousa, der ligger nummer 33 i verden og er 32.-seedet i turneringen.

Joao Sousa vandt i anden runde med 6-3, 7-5, 3-6, 6-1 over colombianeren Santiago Giraldo på 2 timer og 38 minutter.

Senere torsdag gik også den fjerdeseedede schweizer Stanislas Wawrinka uden problemer videre til tredje runde efter en sejr på 6-2, 6-3, 6-4 over den 37-årige tjekkiske veteran Radek Stepanek.

30-årige Wawrinka møder i tredje runde endnu en tjekke i skikkelse af jævnaldrende Lukas Rosol, som vandt sin kamp i anden runde over amerikaneren Jack Sock med 7-6, 7-6, 6-3.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.