Murray og Federer mødes i gruppespillet i London
Der er trukket lod til mændenes World Tour Finals i tennis, der spilles i London i næste uge.
Mange vil heppe på Andy Murray, når der i næste uge spilles World Tour Finals i London.
Mange vil heppe på Andy Murray, når der i næste uge spilles World Tour Finals i London. Foto: Michel Euler/AP


Årets otte bedste mandlige tennisspillere - når man ser bort fra Rafael Nadal, der har meldt afbud - sætter i næste uge hinanden stævne i London.

Og mandag blev der trukket lod til grupperne i de såkaldte World Tour Finals, som sæsonfinalen hedder.

Den magede det således, at hjemmepublikummets favoritspiller, briten Andy Murray, skal op imod Roger Federer i det absolutte topopgør gruppe B, som også består af Milos Raonic og Kei Nishikori, som begge debuterer ved stævnet.

Gruppe A består af hele tre af årets grand slam-vindere i form af Wimbledon-mesteren Novak Djokovic, Australian Open vinderen Stanislas Wawrinka og endelig Marin Cilic, der vandt US Open. Tomas Berdych runder gruppen af.

Der spilles alle mod alle i grupperne, hvorefter etterne og toerne går videre til semifinalerne.

Novak Djokovic er forsvarende mester i turneringen, som Roger Federer har vundet seks gange.

Rafael Nadal, der levede op til favoritværdigheden og vandt French Open tidligere på året, er mandag blevet blindtarmsopereret. Operationen gik godt, og han forventer at være helt klar, når sæsonen begynder igen lige efter nytår.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.