Murray holder liv i britisk håb om Davis Cup-finale
Andy og Jamie Murray vandt doublen og reducerede dermed den argentinske føring i Davis Cup-semifinale.
Brødrene Murray vandt lørdagens double i fire sæt.
Brødrene Murray vandt lørdagens double i fire sæt. Foto: Andy Buchanan/AFP


Storbritannien har stadig chancen for at genvinde Davis Cup-trofæet, som kom i hus sidste år.

I semifinalen mod Argentina i Glasgow vandt brødrene Andy og Jamie Murray lørdag doublen over Juan Martin del Potro og Leonardo Mayer med 6-1, 3-6, 6-4, 6-4.

Dermed blev den argentinske føring reduceret til 1-2, efter argentinerne sejrede i de to singler fredag.

Briterne har dog stadig ryggen mod muren og skal vinde begge søndagens singler for at vinde kampen samlet.

I den anden semifinale kom Kroatien på sejrskurs efter sejren i doublen lørdag mod Frankrig.

Den kroatiske konstellation med Marin Cilic og Ivan Dodig besejrede Pierre-Hugues Herbert og Nicolas Mahut 7-6, 5-7, 7-6, 6-3.

Finalen afvikles fra 25. til 27. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.