Murray er tæt på tennistronen: En kamp uden ekstra pres
Federer, Nadal og Djokovic har på skift toppet verdensranglisten siden 2004. Lørdag er det måske Murrays tur.


Den skotske tennisstjerne Andy Murray er ret afslappet, selv om han blot er en enkelt sejr fra at støde serbiske Novak Djokovic væk fra førstepladsen på verdensranglisten.

Hvis Murray lørdag eftermiddag spiller sig i finalen i Paris med en sejr over Milos Raonic, er førstepladsen en realitet.

Djokovic har indtaget tennistronen siden sommeren 2014.

- Hvis det sker i denne uge, så vil det være dejligt. Men jeg vil ikke lægge et ekstra pres på mig selv i denne uge, for jeg mener, at jeg har en chance for at gøre det i fremtiden.

- Men det er klart, at jeg vil elske at gøre det lørdag, siger Andy Murray før semifinalen mod Raonic.

Skotten erkender alligevel, at han fredag var præget af lidt ekstra nervøsitet, da han slog tjekken Tomas Berdych 7-6, 7-5.

- Før kampen havde jeg måske lidt flere nerver end tidligere på ugen.

- Men da vi først var kommet i gang, var kampen ikke meget anderledes end andre, siger Murray.

I det seneste årti har blot tre spillere indtaget førstepladsen på tennisherrernes verdensrangliste. Det er Roger Federer, Rafael Nadal og Djokovic.

Murrays semifinale mod Raonic spilles lørdag eftermiddag omkring klokken 16.30. Inden da står Marin Cilic og John Isner overfor hinanden i den anden semifinale i den franske hovedstad.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.