Murray booker finaleplads i London efter maratondyst
Andy Murray og Milos Raonic bød hinanden op til en hård fight i semifinalen ved World tour Finals i London.
Andy Murray spillede sig i finalen ved World Tour Finals efter semifinalesejr over Milos Raonic.
Andy Murray spillede sig i finalen ved World Tour Finals efter semifinalesejr over Milos Raonic. Foto: Toby Melville/Reuters


Andy Murray spillede sig lørdag i finalen ved World Tour Finals i London, da han besejrede Milos Raonic, 5-7, 7-6, 7-6.

Den første semifinale ved turneringen, der rummer de otte bedste spillere på verdensranglisten, blev en usædvanlig tæt affære, der strakte sig over tre timer og 41 minutter.

De to sidste sæt blev begge afgjort efter tiebreak, og de to klassespillere tvang konstant hinanden ud i lange dueller, før Andy Murray til sidst kunne juble, da han afgjorde kampen med 11-9 i tiebreak.

Andy Murray tabte første sæt, og han måtte slide for sejren, da han også blev brudt tidligt i andet sæt, men han kom tilbage og vandt andet sæt.

Tredje sæt var også tæt, men da Andy Murray brød Raonic og bragte sig foran 5-4, kunne briten serve sejren hjem. Det lykkedes dog ikke. Raonic udlignede, men Murray brød igen og kom foran 6-5.

Raonic brød dog tilbage og udlignede igen, og så skulle de to spillere igen ud i en tiebreak for at finde en finaledeltager.

Sejren og finalepladsen giver Andy Murray lidt oprejsning i turneringen, hvor han ikke har haft succes i de senere år.

De seneste to år har Murray forladt World Tour Finals efter gruppespillet, og i 2013 stillede han slet ikke op på grund af en skade.

Efter semifinalen erkendte Murray, at den langstrakte affære havde tappet ham for kræfter.

- Det er en af de hårdeste kampe, jeg har spillet indendørs. Jeg forventede ikke, at det blev en lang kamp mod en spiller med en serv som Milos'.

- Jeg er træt. Jeg har spillet så meget tennis de seneste måneder, men jeg vil gøre mit bedste.

- Det var en fantastisk atmosfære. Jo længere kampen varede, jo mere larmede publikum. Det er det her, vi spiller for. Kampe som denne i en arena som denne, siger Andy Murray.

I finalen venter serberen Novak Djokovic, som uden besvær slog japaneren Kei Nishikori i sin semifinale.

Djokovic styrede kampen fra start til slut og sejrede med de suveræne cifre 6-1, 6-1.

Finalen mellem Murray og Djokovic bliver samtidig en direkte duel om at holde nytår på verdenstoppen.

Vinderen af kampen kommer således til at slutte 2016 som etter på verdensranglisten, hvor briten for nylig vippede Djokovic af pinden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.