Murersvend til DF: I håner Dannebrog og vores fælles værdier!
Dansk Folkepartis brug af Dannebrog er faldet murersvend Louis Jacobsen for brystet.
Foto: Privat/Scanpix


Det er en hån mod Dannebrog og vores fælles værdier, når Dansk Folkeparti bruger flaget så flittigt i sin politiske agitation.

Sådan lyder budskabet fra murersvend Louis Jacobsen i et debatindlæg i Politiken

- Jeg er blevet stødt over, hvor meget de bruger Dannebrog. Jeg ser Dannebrog som noget apolitisk. Jeg ser det ikke engang som et nationalsymbol for staten Danmark. Jeg ser det som noget, man kan mødes omkring - ligegyldigt hvad man mener. Det er sgu ikke Dannebrog, man diskuterer hen over, siger Louis Jacobsen til Avisen.dk.

For ham er Dannebrog noget man sætter op til en fødselsdag eller pynter op med, når en kollega går på pension.

- De bruger noget politisk, som ikke burde være politisk, og på den måde skaber de mere splid, end de skaber fællesskab, siger Louis Jacobsen.

Dobbeltmoralsk

Men det er ikke bare Dansk Folkepartis brug af Dannebrog, der irriterer Louis Jacobsen. Også partiets politiske udmeldinger sat op i mod det billede, som partiet forsøger at tegne af sig selv, skærer ham i øjnene som dobbeltmoralsk. 

Han fremhæver blandt andet plakaterne med en blandet skare af borgere i alle aldre, der opfordrer til, at vi passer på Danmark og hinanden.

- Samtidig hæver de vores pensionsalder og nedlægger vores Arbejdstilsyn, siger Louis Jacobsen og henviser til, at Dansk Folkeparti med sine stemmer har en stor aktie i de massive nedskæringer, som Arbejdstilsynet står overfor.

- Jeg bliver gal og sur. Og jeg synes ikke, at det er i orden, siger han.

Også de idylliske billeder af gule kornmarker i den danske sommersol er et problem, mener Louis Jacobsen. Dansk Folkeparti stemte nemlig for år tilbage for kommunalreformen, som i kraft af centralisering har kostet flere skoler og rådhuse ude i de små landsbysamfund, mener Louis Jacobsen.

- De kvæler de områder, som de selv bruger i deres politiske agitation til at repræsentere, hvad de står for. Det er at tage pis på folk, siger han til Avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.