Når Aarhus og Region Midtjylland i morgen får tildelt titlen som Europæisk Region for Gastronomi 2017 på en EU-konference i Milano, er det med Royal opbakning fra ingen ringere end Prins Henrik.
Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Den gastronomiinteresserede prins har sagt ja til at være protektor for gastronomi-året, som er en europæisk anerkendelse af det stærke fokus på fødevareinnovation og god mad i Region Midtjylland og i Danmark generelt, skriver avisen.
Og Prins Henrik glæder sig til at være med til at sætte fokus på én af sine store interesser.
- Jeg er glad for at være protektor for et initiativ, der vil fremme nordisk gastronomi i en international sammenhæng, sikre øget opmærksomhed på lokale producenter og stimulere interessen for mad blandt nye generationer, siger prinsen til Aarhus Stiftstidende.
Det er Det Internationale Institut for Gastronomi, Kultur, Kunst og Turisme, som har tildelt Aarhus og Region Midtjylland den ærefulde titel. De deler æren med Riga-regionen i Letland og det østlige Lombardiet i Italien.