Mulig atomtest skygger over historisk kongres i Nordkorea
For første gang i 36 år samles kommunistpartiet i Nordkorea til kongres.
Det er bag disse mure, at den syvende kongres i Nordkoreas kommunistparti skal holdes. Arkivfoto
Det er bag disse mure, at den syvende kongres i Nordkoreas kommunistparti skal holdes. Arkivfoto Foto: Wong Maye-e/AP


Tusindvis af personer har trænet dans, akrobatik og eksercits, men nu er tiden til forberedelser rindet ud.

Fredag begynder den første partikongres i Nordkorea i knap fire årtier, hvor Kim Jong-uns lederskab ventes at blive cementeret, og hvor et af de store spørgsmål er, om kongressen bliver ledsaget af endnu en atomtest.

Kongressen er blot den syvende i rækken, siden Arbejderpartiet (WPK) blev stiftet i 1945 i det på mange punkter isolerede land.

Den seneste kongres blev holdt for 36 år siden, så der var 33-årige Kim Jong-un ikke engang født.

Flere tusinde medlemmer af det kommunistiske parti fra hele landet er taget til hovedstaden Pyongyang for at diskutere fremtidens politik. Partiet er dog ekstremt topstyret.

Selve dagsordenen for kongressen er ikke kendt, men iagttagere mener, at formålet primært er at stadfæste Kim Jong-uns position som den legitime efterfølger i Kim-dynastiet. Inden ham sad faderen Kim Jong-il ved magten og før det bedstefaderen Kim Il-sung.

Det er ikke kendt, hvor længe kongressen vil stå på. Medier i Sydkorea rapporterer, at den vil vare fire dage.

Det vil for mange ikke komme som nogen overraskelse, hvis Kim Jong-un benytter kongressen og den ekstra opmærksomhed til at udføre en ny atomtest for at vise styrke.

Han ventes også at forfremme en række yngre personer internt i partiet for deres loyalitet.

Siden Kim Jong-un kom til magten i slutningen af 2011, har Nordkorea udført to atomtest og sendt to raketter mod rummet. De sidstnævnte betragtes af Vesten som skjulte test af langtrækkende missiler.

Arbejderpartiet var oprindeligt marxistisk-leninistisk, men i slutningen af 1960'erne tog tingene en drejning under Kim Il-sung, der blev en slags enehersker. Sådan har det været lige siden.

Nordkorea er et af de fattigste lande i verden og har omkring 24 millioner indbyggere. Landet er hæmmet af internationale sanktioner på grund af dets kontroversielle atomprogram.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.