Muhammed-udstilling: To blev politidræbt
To mistede livet ved omdiskuteret Muhammed-udstilling i USA, men arrangøren fortryder ikke arrangementet.
Arrangøren bag udstillingen mener, at de to omkomne viser, hvor stort behovet for arrangementet var. Arkivfoto.
Arrangøren bag udstillingen mener, at de to omkomne viser, hvor stort behovet for arrangementet var. Arkivfoto. Foto: Matt Rourke/AP


Arrangøren af en Muhammed-udstilling i Garland, Texas, mener, at det var den rigtige beslutning, da man valgte at gennemføre det omdiskuterede arrangement, hvor to personer blev dræbt af politiet.

- Denne hændelse viser, hvor stort behovet for vores arrangement faktisk var. Ytringsfriheden er alvorligt truet, siger Pamela Gellar fra American Freedom Defence Initiative til CNN.

American Freedom Defence Initiative er en organisation, der har som mål at forsvare ytringsfriheden, og i weekenden stod organisationen bag en tegnekonkurrence i Curtis Culwell Center, som gik ud på at kåre den bedste karikaturtegning af den islamiske profet Muhammed.

Da arrangementet var ved at være forbi, kørte to uidentificerede mænd op til centrets indgang og begyndte at skyde.

En ubevæbnet sikkerhedsvagt blev ramt i benet, inden politimænd, som assisterede med sikkerheden, skød tilbage og dræbte de to mistænkte.

Der var ekstra sikkerhed til stede ved arrangementet.

- Vi var forberedt på, at noget som dette kunne ske, siger en talsmand for politiet, John Harn.

Arrangementet har været kritiseret, og islamiske grupper har kaldt det for et angreb på islam, mens arrangørerne har hævdet, at de blot benytter sig af retten til at ytre sig frit.

Ifølge observatørgruppen Site har en soldat fra Islamisk Stat (IS) skrevet på Twitter, at to IS-sympatisører står bag angrebet, men ingen har endnu officielt taget skylden for angrebet i Texas.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.