München: Vi kan ikke klare flere flygtninge
Bayersk forbundsminister mener, EU har været en komplet fiasko i forsøget på at beskytte de ydre grænser.
To flygtningebørn fra Afghanistan er faldet i søvn på Münchens hovedbanegård.
To flygtningebørn fra Afghanistan er faldet i søvn på Münchens hovedbanegård. Foto: Andreas Gebert/AP


München er ved at nå grænsen for, hvor mange flygtninge byen kan tage imod, oplyser politiet, efter der lørdag meldte sig 12.200 asylansøgere.

- Vi modtog i alt 12.200 flygtninge lørdag. I dag (søndag) venter vi adskillige hundrede.

- Når man tager antallet fra i går i betragtning, så er det meget klart, at vi har nået vores øverste kapacitetsgrænse, siger en talsmand for det sydtyske politi.

Münchens borgmester, Dieter Reiter, bekræfter, at byen ikke kan gøre mere.

- Vi ved ikke længere, hvad vi skal stille op med flygtningene, siger han.

Sports- og messehaller har været inddraget for give de mange flygtningen tag over hovedet.

München er udsat, fordi det er indfaldsporten for langt de fleste flygtninge, der kommer via Ungarn og Østrig.

I sidste weekend dukkede der 20.000 flygtninge op i byen.

Den tyske regering ønsker, at andre af Tysklands store byer skal tage imod nogle af de flygtninge, som kommer ind i landet via Bayern.

Tysklands transportminister, Alexander Dobrindt, kalder det søndag en "komplet fiasko", at EU ikke har kunnet beskytte sine ydre grænser. Han efterlyser initiativer til at stoppe tilstrømningen af flygtninge og migranter.

Dobrindt er medlem af det konservative CSU i Bayern, der er søsterparti til forbundskansler Angela Merkels CDU. CSU har i modsætning til forbundskansleren været stærkt kritisk over for tilstrømningen af flygtninge og migranter.

- Effektive indgreb er nødvendige nu for at stoppe tilstrømningen. Det inkluderer hjælp til de lande, hvor flygtningene flygter fra, og det omfatter også effektiv kontrol med vores grænser, som ikke længere fungerer på grund af EU's komplette fiasko med at beskytte de eksterne grænser, siger han.

Tyskland ventes i år at tage imod 800.000 asylansøgere, men foreløbig viser meningsmålinger, at et flertal af befolkningen støtter Merkels linje - at Tyskland har pligt til at beskytte folk i nød.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.