Manchester United røg ind i en regulær afklapsning, da Chelsea hjemme vandt 4-0 i søndagens storkamp i Premier League.
Allerede efter et halvt minut var United bagud, da spanske Pedro bragte Chelsea på 1-0, og herfra gik det galt for United.
Efter nederlaget langede José Mourinho ud efter sit United-hold.
- Vi lavede utrolige fejl i defensiven. Det var individuelle fejl, og det betaler man for. Man kommer med en strategi, men man kan ikke indkassere mål, som vi gjorde, lyder det efter kampen fra Mourinho ifølge AFP.
Portugiseren var tilbage på sin tidligere hjemmebane, men han måtte erkende, at United aldrig var i nærheden af at få point.
- Vi kom med en offensiv indstilling. Vi ønskede at kreere chancer, og det viste vi efter 1-0-scoringen.
- Det andet og det tredje mål var efter kontraangreb. Havde vi scoret til 1-2, som vi var tæt på at gøre, så havde kampen forløbet anderledes, siger United-manageren.
Efter slutfløjtet så man Mourinho tale i øret på Chelseas manager, Antonio Conte, i flere sekunder.
Italieneren virkede efterfølgende forvirret over Mourinhos ordstrøm, men portugiseren ville efter nederlaget ikke løfte sløret for, hvad han sagde til Conte efter kampen.
- Mine ord til Antonio Conte var til ham. Ikke for dig, siger José Mourinho henvendt til en tv-journalist.
Conte var selvsagt tilfreds med sit Chelsea-mandskab.
- Jeg er glad for præstationen. Vi begyndte godt, og vi flyttede bolden hurtigt og skabte chancer til at score. Jeg ser engagementet til træning, og spillerne fortjener dette, sagde Conte.
/ritzau/