Mourinho er usikker på Rooney i vigtigt europæisk opgør
Manchester United har sat sig i en svær situation i Europa League efter et nederlag i første kamp i gruppen.
José Mourinho er ikke sikker på, at han har sin engelske stjerne Wayne Rooney til rådighed, når Manchester United torsdag skal på jagt efter sine første point i Europa League-gruppespillet.
José Mourinho er ikke sikker på, at han har sin engelske stjerne Wayne Rooney til rådighed, når Manchester United torsdag skal på jagt efter sine første point i Europa League-gruppespillet. Foto: Sergio Perez/Free


Det er ikke sikkert, at Wayne Rooney starter inde for Manchester United, når holdet torsdag møder ukrainske Zorya Luhansk i Europa League-gruppespillet.

Det fortæller manager José Mourinho, ifølge Reuters.

- Rooney trænede ikke i går (tirsdag, red.), og han deltog kun en lille smule i træningen mandag på grund af problemer med ryggen, siger Mourinho.

Det er en bet for den portugisiske manager, der havde set frem til igen at gøre brug af sin engelske landsholdsspiller.

- Jeg var ellers helt sikker på, at han skulle starte inde i torsdagens kamp, men taget den nye situation i betragtning så er jeg ikke længere så sikker.

Manchester United-manageren satte kaptajn Rooney på bænken i weekendens opgør mod mestrene fra Leicester, og det gav pote i form af en 4-1 sejr.

Holdet tabte 0-1 til hollandske Feyenoord i den første kamp i Europa League-gruppen, og ifølge Mourinho er det afgørende med en sejr i onsdagens opgør, hvis Manchester United vil gøre sig håb om at avancere fra gruppespillet.

- Det er meget vigtigt, at vi vinder. Vi har fire kampe tilbage efter torsdagens kamp, og vinder vi ikke den, er vi nødt til at vinde de resterende fire, og det er svært, siger Mourinho.

Det fjerde og sidste hold i Manchester Uniteds gruppe A er Simon Kjærs Fenerbahce.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.