Den tyske midtbanespiller Bastian Schweinsteiger kan måske alligevel se frem til at få spilletid under manager José Mourinho i Manchester United.
Mourinho har ellers ikke forsøgt at skjule sin manglende begejstring for den 32-årige Schweinsteiger, som siden portugiserens ankomst har været frosset helt ude af truppen.
Men mandag var Schweinsteiger pludselig en del førsteholdstruppens træning, hvilket han ikke før har været, skriver den engelske avis The Guardian.
Det indikerer, at tyskeren kan være i spil til at komme på banen, når Manchester United søndag møder Swansea på udebane i Premier League.
Derimod er han ikke i spil til torsdagens Europa League-kamp mod Fenerbahce, da han ikke er registreret i klubbens Europa League-trup.
Schweinsteiger skiftede til United i sommeren 2015. Efter han blev frosset ud, gjorde han det klart, at United bliver hans sidste klub i Europa, og at han vil kæmpe videre for sin chance. Nu lader han til at være nærmere spilletid.
United har fået en svær start på sæsonen med Mourinho som manager. Trods store nyindkøb har United blot samlet 15 point i de første ti runder og ligger nummer otte i Premier League.
/ritzau/