Motorvejskaos: Brændende bil spærrer for trafikken
Ingen personer kom til skade, da to biler mandag morgen kørte sammen ved Odense, og den ene bil brød i brand.


En bil i brand førte mandag morgen og formiddag til spærring af E20-motorvejen ved Odense.

Motorvejen var spærret i begge retninger, mens politi og brandvæsen arbejdede på stedet. Trafikken kan igen passere forbi stedet, men i østgående retning er der kun ét spor åbent.

- Der er sket så store skader på asfalten, at vi skal have foretaget en vurdering af, om det skal repareres, fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

Vagtchefen beskriver det færdselsuheld, som førte til branden og dermed også motorvejslukningen, som et harmonikasammenstød mellem to biler.

- Der er ikke sket noget personskade, fortæller Lars Thede til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.