Motorcyklist mister livet da han stikker af fra politiet
Den Uafhængige Politiklagemyndighed skal undersøge omstændighederne ved en ulykke, der kostede en mand livet.
En motorcyklist kørte galt og blev dræbt, da ville stikke af fra politiet. Arkivfoto.
En motorcyklist kørte galt og blev dræbt, da ville stikke af fra politiet. Arkivfoto. Foto: Colourbox.dk/Colourbox


En ulykke på Sønderjyske Motorvej har fredag eftermiddag kostet en motorcyklist livet.

Kort før ulykken var motorcyklisten blevet vinket ind til siden af en betjent.

- Han standser også, men da betjenten går hen mod ham, sætter han i gang igen, og kort efter forulykker han, siger Cecilie Revsbech, der er chefkonsulent i Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

DUP undersøger blandt andet sager, hvor folk dør som følge af politiets indgriben.

- Og da han bliver standset af politiet kort før ulykken, er det DUP, der skal efterforske sagen, forklarer Cecilie Revsbech.

Hun vil ikke svare på, om motorcyklisten blev forfulgt af politiet, da han stak af.

- De har jeg ingen kommentarer til, siger hun.

Ulykken skete på nedkørselsrampen til Sønderjyske Motorvej ved Sønderborgvej.

- Vi kender endnu ikke de nøjagtige omstændigheder, men han har formentlig haft for høj fart på i kurven ned mod motorvejen og er fortsat lige ud i kurven, fortalte vagtchef Erik Lindholdt tidligere fredag.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor gammel motorcyklisten var, eller hvor han kommer fra. Politiet fortalte dog tidligere fredag, at han ikke kom fra lokalområdet.

/ritzau/





Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.