Morten Olsen stopper som landstræner for fodboldlandsholdet med udgangen af denne kontrakt.
Det oplyste han på dagens pressemøde, hvor det også blev offentliggjort, hvilke spillere der er udtaget til kampene mod USA og Frankrig.
- Nu får DBU tid til at finde den rigtige, lød det fra Morten Olsen.
Dermed skal DBU ud og finde en ny træner fra omkring 1. juli 2016.
På mødet understregede Morten Olsen også, at valget om at stoppe intet har at gøre med de seneste ugers konflikt.
- Så længe DBU ikke blander sig i 4-4-2, har jeg ikke noget problem med det, lød svaret til spørgsmålet om, hvordan han har det med DBU.
Morten Olsen startede som landstræner i 2000. Kvalificerer landsholdet sig til EM-slutrunden næste år, ender han derfor med at have haft 16 år på posten.
Selv mener han, at Danmark står med et godt fodboldhold, men vil ikke tage æren for det.
- Jeg synes, vi har et godt fodboldlandshold. Men det er jo ikke min skyld. Det er også klubbernes, sagde han på pressemødet.
Født: 14. august 1949.
Status: Samboende med Mireille, bosiddende i Bruxelles, Belgien.
Uddannelse: Handelsuddannet.
Landstræner: 1. juli 2000-: 156 A-landskampe (77 sejre, 39 uafgjorte, 40 nederlag)
Spillerkarriere - klubber:
1986-89: 1. FC Köln
1980-86: RSC Anderlecht
1976-80: Racing White Molenbeek
1972-76: Cercle Brugge KV
1970-72: B 1901
1957-69: Vordingborg
Spillerkarriere - landshold:
1970: 1 U/21-landskamp.
1970-89: 102 A-landskampe, 4 mål.
Trænerkarriere:
1990-92: Brøndby IF
1993-95: 1. FC Köln
1997-98: Ajax Amsterdam
2000-: Danmark
Kilde: Ritzau