Den danske landsholdsspiller Lasse Vibe skiftede tidligere på måneden til Brentford i den næstbedste engelske række.
Landstræner Morten Olsen mener, at skiftet fra IFK Göteborg til Brentford er det helt rigtige valg for den hurtige dansker.
- Det er et fint skifte for ham. Der bliver jo spillet lidt langsommere i de skandinaviske ligaer. Den engelske Championship er ikke den største liga, men tempoet er højere, så han vil blive testet, og det er en god ting, siger landstræneren.
I Brentford får Lasse Vibe dansk selskab af landsholdskollegaen Andreas Bjelland samt den tidligere Kasper Hjulmand-assistent i Mainz Flemming Pedersen i den store trænerstab.
Også sportschefen er dansk. Klubben har nemlig FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, på den post.
- Brentford er et fint skridt niveaumæssigt for Lasse, så jeg tror, det bliver rigtig godt for ham, siger Morten Olsen.
I sidste sæson endte Brentford på en femteplads i Championship, og klubben har ambitioner om at rykke op i Premier League.
I øjeblikket er 28-årige Lasse Vibe og Brentford i gang med forberedelserne til den kommende sæson.
Klubben har blandt andet spillet træningskampe mod Stoke og Luton Town. Danskeren har dog stadig sit første mål til gode.
Brentfords første ligakamp i sæsonen spilles 8. august, hvor Ipswich kommer på besøg.
/ritzau/