Morten Olsen: Her fået "flere gode tilbud"
Den tidligere landstræner for Danmark har fået tilbud fra store klubber, som han finder interessante.
Morten Olsen overvejer, om han skal fortsætte karrieren som træner.
Morten Olsen overvejer, om han skal fortsætte karrieren som træner. Foto: Colourbox/Free


Morten Olsen er fortsat en efterspurgt herre i international fodbold.

Men hvis den 65-årige dansker vælger at fortsætte karrieren som træner, bliver det ikke i fødelandet.

Heller ikke i Brøndby, der fra næste sæson skal bruge en ny træner, når den midlertidige løsning, Auri Skarbalius, frivilligt forlader posten.

- Jeg har ikke været i kontakt med Brøndby og har i øvrigt ingen planer om igen at være træner i Danmark.

- Jeg har haft 15 gode år som landstræner og havde også en god tid som træner i Brøndby, siger Morten Olsen til Ekstra Bladet.

Han var fra 1990 til 1992 cheftræner for Brøndby, som han nåede at føre til to danske mesterskaber og semifinalen i Uefa Cuppen, inden han blev fyret i foråret 1992.

Fra 2000 til 2015 stod Morten Olsen i spidsen for Danmarks landshold. Han forlod jobbet i november sidste år, efter at Danmark ikke formåede at kvalificere sig til EM i Frankrig i år.

Ifølge Morten Olsen har han fået "flere gode tilbud", som han overvejer.

- Jeg kan på nuværende tidspunkt kun sige, at der er tale om store klubber, og at jeg sagtens kan se mig i de job, siger han.

Morten Olsen har i sin trænerkarriere også været hos tyske FC Köln fra 1993 til 1995 og hollandske Ajax fra 1997 til 1998.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.