Den danske landstræner, Morten Olsen, blev pænt, men bestemt afvist, da han forsøgte at gøre Malmö FF-målmanden Robin Olsen til dansk landsholdsspiller.
Det fortæller Morten Olsen til metroxpress.
For Robin Olsen har nu valgt det svenske landshold, selv om Morten Olsen forsøgte at udtage den dansk-svenske målmand i sin seneste trup.
- Han ringede og fortalte, at han var glad for, at vi havde henvendt os, men at han har valgt Sverige, fortæller Morten Olsen til metroxpress.
- Det jo hans eget valg. Han mener vel, at hans chancer er størst på det svenske landshold, siger Morten Olsen, som ellers havde planlagt at tage Robin Olsen med til de danske landskampe mod Serbien og Rumænien.
- Vi ville have haft ham med sidste gang for at lære ham at kende, men der var han småskadet. Og nu har svenskerne så et ligalandshold, der skal udtages, det har vi ikke, siger Morten Olsen med henvisning til, at DBU har sparet det danske ligalandshold væk.
Den svenske landstræner, Erik Hamrén, udtager sin ligalandsholdstrup senere mandag.