Morten Østergaard tror ikke på tysk spionage mod Danmark
Den tidligere indenrigsminister mener, at det må være nemt for Tyskland at bevise sin uskyld i spionagesagen.
Der Spiegel hævder, at Tyskland har spioneret det danske Indenrigsministerium, men Morten Østergaard (R) finder det "meget lidt sandsynligt".
Der Spiegel hævder, at Tyskland har spioneret det danske Indenrigsministerium, men Morten Østergaard (R) finder det "meget lidt sandsynligt". Foto: DPA/AP


Den tidligere indenrigsminister og nuværende politisk leder for De Radikale, Morten Østergaard (R), tvivler på, at den tyske efterretningstjeneste, BND, har spioneret mod det danske indenrigsministerium, som det tyske magasin Der Spiegel lørdag hævder.

- Jeg finder det meget lidt sandsynligt, at Tyskland skulle have spioneret mod Indenrigsministeriet. Tyskland er en af Danmarks allernærmeste allierede i Europapolitikken og særligt på det økonomiske område, siger han.

- Jeg er helt enig med Kansler Merkel, som har sagt, at man bare ikke spionerer mod sine venner, da det kom frem, at de blev overvåget af USA (NSA, red.).

- Så jeg tænker, det må være magtpåliggende for dem at få vasket disse beskyldninger væk, og det må jo være enkelt for de tyske myndigheder at afkræfte oplysningerne.

Magasinet, der benytter anonyme kilder i historien, melder ikke noget om, hvornår spionagen er foregået.

Ud over Danmark har BND angiveligt også spioneret mod indenrigsministerierne i blandt andre USA, Polen, Kroatien og Østrig.

Også forbindelser mellem FN og amerikanske diplomatiske forbindelser i Bruxelles, er blevet aflyttet.

I Tyskland har BND også kigget over skulderen på en lang række udenlandske ambassader og konsulater.

Således har BND ifølge Der Spiegel overvåget e-mail-adresser, telefonnumre og faxnumre på repræsentationer fra USA, Frankrig, Storbritannien, Sverige, Portugal, Grækenland, Spanien, Italien, Østrig, Schweiz og Vatikanet.

Desuden nævner Der Spiegel, at store organisationer som Care International, og Røde Kors er blevet overvåget af tyskerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.