Morten Østergaard angriber S: I taler falsk om flygtninge
Morten Østergaard langer ud efter Socialdemokraternes udtalelser om, at udgifter til flygtninge koster velfærd.
"Jeg vil vende mig kraftigt imod at udpege enkelte befolkningsgrupper som værende en trussel mod velfærden," siger den radikale formand Morten Østergaard.
"Jeg vil vende mig kraftigt imod at udpege enkelte befolkningsgrupper som værende en trussel mod velfærden," siger den radikale formand Morten Østergaard. Foto: Scanpix


Socialdemokraterne opstiller en falsk modsætning, når de påstår, at udgifter til flygtninge vil æde ethvert økonomisk overskud, som ellers kunne blive brugt på velfærd.

Det fastslår De Radikales leder, Morten Østergaard, forud for partiets nytårsstævne i Nyborg, hvor han lørdag skal debattere flygtninge og udlændinge med S-formand Mette Frederiksen.

"Falsummet er at skulle vælge mellem en humanistisk tilgang og velfærden," siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) begrundede før jul den socialdemokratiske strammerkurs med, at partiet ikke vil "ofre velfærdssamfundet i humanismens navn".

Den sammenstilling opponerer Morten Østergaard meget imod:

"Jeg vil vende mig kraftigt imod at udpege enkelte befolkningsgrupper som værende en trussel mod velfærden. Tænk, hvis vi tog en hvilken som helst anden gruppe, der trækker store veksler på velfærden - mennesker med handicap eller plejekrævende ældre - og sagde, at de stjæler vores velfærd, fordi de er dyre, og der bliver flere af dem."

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henrik Sass Larsen.

Udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) undrer sig over det radikale udfald:

"Det er en smule virkelighedsfjernt, hvis man ikke anerkender, at der er store økonomiske udfordringer forbundet med de store mængder af udlændinge, vi får lige nu."

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.