Håndboldklubben Mors-Thy skal bruge de kommende måneder på at finde en ny træner til klubbens hold i den bedste herrerække.
Den nuværende træner, Jan Paulsen, har nemlig besluttet sig for at stoppe, når hans kontrakt udløber til sommer.
- Efter denne sæson har jeg nu stået i spidsen for Mors-Thy Håndbolds ligamandskab i seks rigtig gode og spændende år, men selv om jeg har været virkelig glad for at være her, synes jeg nu at tiden er kommet til, jeg skal prøve nogle andre ting af, siger Jan Paulsen i en pressemeddelelse.
Mors-Thy har fået en glimrende start på den nye sæson med to sejre og en aktuel førsteplads i 888 Ligaen.
Men nu forestår der altså hårdt arbejde på klubkontoret, hvor man skal finde den mand, der skal stå i spidsen for holdet fra næste sæson.
- Vi har modtaget Jans beslutning med respekt og er selvfølgelig først og fremmest kede af at skulle skilles, men omvendt er vi glade for, at det kan ske på denne meget ordentlige måde, siger Henrik Hedegaard fra Mors-Thy Håndbold.
- At Jan vælger at melde ud så tidligt, er jo et klart tegn på han har respekt for det tunge og svære arbejde, der nu ligger foran os med at finde en afløser til en kapacitet som ham, lyder det fra Hedegaard.
/ritzau/