Mors drab på lille søn giver 11 års fængsel
En nordjysk mor skal i fængsel i 11 år for at dræbe sin søn. Først skal hun dog i psykiatrisk behandling.
En nordjysk mor skal i fængsel i 11 år for at dræbe sin søn. Først skal hun dog i psykiatrisk behandling.
En nordjysk mor skal i fængsel i 11 år for at dræbe sin søn. Først skal hun dog i psykiatrisk behandling. Foto: Colourbox/free


En kvinde fra Aalborg skal 11 år i fængsel for at have kvalt sin fireårige søn.

Vestre Landsret stadfæster dermed byrettens dom - dog med den ændring, at kvinden skal anbringes i psykiatrisk behandling, indtil fængselsstraffen kan fuldbyrdes.

Kvinden valgte i kølvandet på byrettens afgørelse at anke dommen, da der ifølge hendes advokat, Peter Secher Schmidt, ikke foreligger lignende domme, hvor en mor er dømt for manddrab på sit eget barn.

I byretten krævede anklageren kvinden idømt 14 års fængsel, mens Peter Secher Schmidt procederede for højst otte års fængsel.

Det var 16. december 2013, at kvinden tog livet af sin dreng ved at kvæle ham i sin lejlighed i Strynøgade i Aalborg. Efter drabet henvendte hun sig selv til politiet.

Den dengang 35-årige kvinde, som ikke har andre børn, forsøgte efter drabet at tage sit eget liv med piller. Det lykkedes ikke. Morgenen efter forsøgte hun så at skære pulsåren over på sig selv. Da det heller ikke lykkedes, kontaktede hun politiet.

Moren og drengens far, der bor i København, havde gennem længere tid haft en bitter strid om samkvems- og forældremyndigheden over drengen kørende ved Statsforvaltningen.

Efter drengens tragiske død fortsatte uenighederne, da forældrene ikke kunne blive enige om, hvor deres søn skulle begraves.

Moren ville have ham begravet i Aalborg, mens faren ville have ham begravet i København.

Skifteretten endte med at give moren medhold, da hun havde den fulde forældremyndighed og derfor blev regnet for drengens nærmeste pårørende - selvom hun havde slået ham ihjel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.