Mordtrusler og chikane: Danske advokater trues til at opgive sager
Ifølge en ny undersøgelse har mere end hver fjerde adspurgte advokat frasagt sig en sag på grund af chikane.
Flere end hver fjerde adspurgte advokater har frasagt sig en sag på grund af trusler og chikane.
Flere end hver fjerde adspurgte advokater har frasagt sig en sag på grund af trusler og chikane. Foto: Www.colourbox.com/Free


Mordtrusler, identitetstyveri, løsning af bolte på bilens baghjul og opskæring af dæk.

Det er ifølge Jyllands-Posten bare nogle få eksempler på trusler, chikane og hademails mod advokater, som beskæftiger sig med sager om familieret og strafferet, viser en ny undersøgelse.

I september 2014 blev en advokat skudt og dræbt med en oversavet jagtriffel i forbindelse med en samværssag i Københavns Byret.

Nu har advokaternes brancheorganisation, Advokatsamfundet, for første gang kortlagt omfanget og karakteren af trusler og chikane mod familieretsadvokater og strafferetsadvokater.

Mest udsat er familieretsadvokaterne. Blandt dem har fire ud af ti inden for de seneste fem år oplevet at blive truet, chikaneret eller modtage hademails som følge af deres virke som advokater.

Blandt strafferetsadvokaterne er det en ud af fire, som har oplevet den slags ubehageligheder.

Blandt de advokater, der er blevet truet, har flere end hver fjerde frasagt sig en sag på grund af trusler og chikane.

- Det er tankevækkende, at så mange har følt sig truet eller chikaneret i deres arbejde. Jeg er særlig overrasket over, at der er så mange sager blandt strafferetsadvokater, siger Hanne Rahbæk fra Advokatrådets strafferetsudvalg til Jyllands-Posten.

Hun peger på, at borgernes ret til en advokat er en grundpille i retssamfundet.

- Det risikerer at gå ud over borgernes retssikkerhed, hvis man kan chikanere eller true en advokat væk fra sin post. Så risikerer de at stå i en situation, hvor de ikke kan forsvare sig eller føre deres sag i retten, siger Hanne Rahbæk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.