Mor tiltalt for mishandling: Vi sloges for sjov
En kvinde fortæller i Retten i Holbæk, at hendes eksmand har fået hendes døtre til at anklage hende for vold.
En 37-årig mor er tiltalt for mishandling af sine to døtre igennem 10 år. Moren fortæller i Retten i Holbæk mandag, at hun sloges med børnene for sjov og tumlede med dem, men hun har ikke slået eller sparket dem i ansigtet.
En 37-årig mor er tiltalt for mishandling af sine to døtre igennem 10 år. Moren fortæller i Retten i Holbæk mandag, at hun sloges med børnene for sjov og tumlede med dem, men hun har ikke slået eller sparket dem i ansigtet. Foto: Colourbox/PHOTOPQR/LE DAUPHINE LIBERE


En 37-årig kvinde forsøger mandag at forklare anklager og dommer i Retten i Holbæk, hvorfor hun tror, at hendes to døtre har anklaget hende for at slå og sparke dem gentagne gange igennem 10 år.

- Jeg føler, at det er manipulering fra farens side, fordi han vil hævne sig for alt det, der er sket, siger hun tydeligt frustreret og irriteret over, at anklageren igen og igen spørger ind til, hvad hun mener, der er foregået.

Hendes eksmand, som er far til begge døtre fra henholdsvis 2000 og 2007, mener, at hendes nye partner har stjålet hans familie, forklarer hun.

Den 37-årige mor indrømmer, at der har været to episoder, hvor hun har givet pigerne en "røvfuld" hver. Men ifølge hende var det ikke nær så voldsomt som det, hun er anklaget for.

Ifølge moren har hun og pigerne ellers et godt forhold, hvor de tumler og kilder hinanden.

- Vi har tit tumlet og slåsset for sjov. Vi vælter hele byen i sjov, når vi kan komme til det. For eksempel på vej til bussen, så skubber vi lidt til hinanden, vælter ind i græsset og tumler rundt, siger hun.

Hun forklarer, at de i leg har givet hinanden "lammere med måde" og dummeslag, som hun beskriver som værende klap på kinderne.

Den slanke kvinde er i retten iklædt en stor, pink og hvid hættetrøje. Hun har en såkaldt "undercut"-frisure, hvor håret på toppen af hovedet er samlet i en lille, lys hestehale, mens resten af håret er barberet helt kort.

Anklageskriftet beskriver, at kvinden mellem 2004 og 2014 på flere forskellige bopæle i Morsø Kommune, i Ikast-Brande Kommune og i Kalundborg, har slået og sparket børnene i ansigt og på kroppen, ligesom hun har skubbet dem, til de faldt.

Anklagemyndigheden mener, at de voldelige overgreb er mishandling. Men moren nægter sig skyldig.

- Der har altid været masser af børn hos os i sommerferien. Hvis jeg har været så stor og styg en ulv, som det beskrives her, så ved jeg ikke, hvorfor de andre børn har villet være hos mig, siger hun.

Kvinden, som har været på kontanthjælp, siden hun var 17 år, er også tiltalt for at kigge på, mens børnenes stedfar på 30 år har sparket begge børn. Dette nægter hun også.

Stedfaren benægter ligeså, at han har været voldelig mod børnene.

Retssagen fortsætter 4. og 7. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.