Mor til seks dømt for terrorplaner i London
Kvinden lagde billede af bombebælte ud på Facebook og forherligede selvmordsangreb.
En domstol i London har dømt  britiske Runa Khan, der er mor til seks, en fængselsstraf på over fem år for udbredelse af materiale, der opildner til terrorisme.
En domstol i London har dømt britiske Runa Khan, der er mor til seks, en fængselsstraf på over fem år for udbredelse af materiale, der opildner til terrorisme. Foto: David Mercer/PA WIRE/PRESS ASSOCIATION IMAGES


En domstol i London har dømt en britisk kvinde, der er mor til seks, en fængselsstraf på over fem år for udbredelse af materiale, der opildner til terrorisme.

Kvinden havde blandt andet sidste år lagt et billede af et bombebælte ud på et Facebook og skrevet en tekst, der forherliger selvmordsangreb med sætninger som "ofre sit liv til gavn for islam".

Hun har samtidig rådgivet jihadister, som ville til Syrien og Irak via Tyrkiet. Hun oplyste detaljer om mulige ruter.

Den 35-årige Runa Khan, der bor i Luton nord for London, erkendte sig under retssagen skyldig i fire anklagepunkter.

På Facebook havde hun også lagt en artikel ud om "Søstres rolle i Jihad væk fra slagmarken."

I en erklæring fra det britiske politis særlige enhed for bekæmpelse af terrorisme, siger den ledende politichef, Richard Walton, at "dette er en sag om, hvordan sociale medier anvendes som redskab for terrorisme. Khan brugte dem til at sprede ekstremisme og radikalisere andre og til at retfærdiggøre, at børn bruges til at udføre terrorangreb."

Han tilføjer, at dommen skal medvirke til, at der opstår et mere terrorfjendtligt miljø på internet.

Khan udvekslede også beskeder på Facebook med den 22-årige britiske jihadist Mohammed Nahin Ahmed som sammen med den jævnaldrende Yusuf Sarwar er blevet idømt over 12 års fængsel for at have planlagt terrorangreb.

Begge mænd, der er fra Birmingham, har erkendt at de var i Syrien for at kæmpe, da de i januar vendte tilbage til Storbritannien.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.