- Det kan ikke være rigtigt, at vi på arbejdspladser, hvor vi tilbringer flest af vores vågne timer, ikke bliver mødt af empati og forståelse, hvis vi har mistet.
Sådan siger Marie-Louise Vianello fra Hørsholm, der sammen med Mette Bendixen har skrevet bogen "Dus med døden".
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
De har begge oplevet at være i dyb sorg, efter at have mistet henholdsvis en mor og en kæreste, og nu vil de klæde virksomheder på til at håndtere sorg.
- I personalehåndbogen, kan man læse om de rettigheder, man har ved dødsfald. Men vi vil ud over rettigheder og indføre en egentlig sorgpolitik i virksomhederne. Man kan sammenligne det med en stresspolitik, siger Marie-Louise Vinello.
Det bakker Det Nationale Sorgcenter op om.
- Det er noget, vi også har på vores dagsorden. Det vil give rigtig god mening at se på, hvordan arbejdspladserne håndterer det, når en kollega mister. Vi har lavet en undersøgelse, som viser, at seks ud af 10 efterladte oplever, at netværket, herunder også på arbejdspladsen, trækker sig. Virksomhederne skal simpelthen hjælpes på vej til at finde ud af, hvad de stiller op i de enkelte situationer, siger Preben Engelbrekt, der er direktør i Det Nationale Sorgcenter.