Behandler vi vores børns pædagoger, lærere og fodboldtrænere godt nok? Ikke hvis man spørger Sidsel Rauff, der er projektleder og ikke mindst mor.
I en kommentar i tirsdagens Berlingske går hun i flæsket på sine medforældre og deres opførsel over for deres børns pædagoger.
- Jeg hører tit forældre sige, at pædagogerne bare skal rette ind, for “det er os, der betaler deres løn.” Lad os lige hamre en pind igennem det. Jo, du betaler for dit barns institutionsplads, men du er ikke chef for din pædagog. Desuden kan du mig bekendt knap for dine unger passet en weekend af en teenagepige for de sølle 3.000 kroner, som en børnehaveplads koster, skriver Sidsel Rauff i sin kommentar.
Hun har oplevet forældre, der har overfuset medarbejderne i institutioner og skoler på en måde, hun finder dybt urimelig.
- Så til dig kære forælder, der føler dig som en rigtig superforælder, når du puster dig op og verbalt overfuser dit barns pædagoger, lærere, fodboldtrænere osv. Du er ikke sej. Du er ikke en god forælder. Du er en taber. Og din taberopførsel forpester det landskab, den udfolder sig i. Så hold nu kæft og opfør dig ordentligt, skriver hun i Berlingske.
Forældrenes opførsel går ud over børnene, mener hun. Men nok så vigtigt er det, at det går ud over pædagogerne. Det oplevede hun for nyligt på et forældremøde i sin søns børnehave. Her var der særlig ét punkt, der gjorde indtryk på Sidsel Rauff.
- Det handlede nemlig om, at pædagogernes arbejdsmiljø lider. Det lider, fordi de hver dag skal håndtere at møde forældre, som skælder dem ud. Og det er ikke én forælder - det er mange, skriver hun og advarer mod, at der i fremtiden ingen pædagoger vil være. For der er ingen, der vil have jobbet, hvis forældre fortsat hamrer løs på dem, der tager sig af deres børn.