Mogherini: Der er stadig et lille håb om en Iran-aftale
EU's udenrigschef lufter sin skuffelse over, at der ikke er lavet aftale om Irans atomprogram. Men der er håb.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, er skuffet, men siger, at hun stadig har "et lille håb" om, at stormagterne kan lave en aftale med Iran om landets atomprogram.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, er skuffet, men siger, at hun stadig har "et lille håb" om, at stormagterne kan lave en aftale med Iran om landets atomprogram. Foto: Peter Klint/Polfoto/POLFOTO


EU's udenrigschef, Federica Mogherini, siger, at hun ikke har opgivet alt håb om, at stormagterne i løbet af de kommende måneder kan lave en aftale med Iran om landets atomprogram.

Men Mogherini lægger i sin første kommentar til de udskudte forhandlinger i den såkaldte P5+1-gruppe i Wien ikke skjul på sin skuffelse.

- Der er sket vigtige fremskridt i løbet af de seneste dage i Wien. Det vigtige nu er, at vi fortsætter forhandlingerne og når en god aftale. Ikke bare en hvilken som helst aftale, men en god aftale.

- Jeg er lidt skuffet, for vi havde håbet, at der kunne indgås en aftale i aften. Men jeg har også et lille håb om, at man kan tage yderligere skridt i de kommende måneder, siger Mogherini i forbindelse med sin deltagelse i Europaparlamentets samling i Strasbourg.

Mandag har længe været den aftalte frist for at nå en aftale i forhandlingerne, der har løbet over de seneste 12 år. Nu er fristen skubbet syv måneder, frem til 30. juni 2015.

Der har været begrundet håb om, at det faktisk kunne lykkes at lukke forhandlingerne, efter at der sidste år blev lavet en foreløbig aftale om, at Vesten ville lempe sine sanktioner, til gengæld for at Iran stoppede med at fremstille højt beriget uran.

Mogherini ønsker mandag aften ikke at gå i detaljer med de fremskridt, der er nået i forhandlingerne eller hvor hun ser muligheden for gennembrud.

Det vigtige er, siger hun, at alle parter stadig har viljen til at forhandle.

Som et udtryk for EU's tro på, at der var en stor aftale på vej, blev det ved udskiftningen af EU-Kommissionen 1. november besluttet at lade EU's nu afgåede udenrigschef, Catherine Ashton, blive i jobbet som EU's chefforhandler for at følge forhandlingerne helt til dørs.

Den nye udenrigschef, Mogherini, ønsker mandag aften ikke at sige, om Ashton bliver forlænget som Iran-forhandler igen.

- Det er vi selvfølgelig begyndt at tale om. Det er noget, vi skal diskutere. Og først og fremmest noget, jeg skal overveje, siger Mogherini.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.