Mørkøv får selskab af erfaren Tour-rytter hos Katusha
Ud over Michael Mørkøv har cykelholdet Katusha også hentet Jurgen Van den Broeck til den kommende sæson.
Michael Mørkøv, som her ses køre for Tinkoff-Saxo, skal i næste sæson køre sammen med Jurgen Van den Broeck hos Katusha.
Michael Mørkøv, som her ses køre for Tinkoff-Saxo, skal i næste sæson køre sammen med Jurgen Van den Broeck hos Katusha. Foto: Claus Bonnerup, polfoto./free


I sidste måned kom det frem, at Tinkoff-Saxos Michael Mørkøv fra næste sæson skifter til cykelholdet Katusha.

Og fredag meddelte det russiske cykelhold, der er nummer et på verdensranglisten, at også Jurgen Van den Broeck er hentet til holdet og dermed gør danskeren selskab.

- Efter ni år på det samme hold er tiden inde for at drage videre. Jeg har savnet, at holdet har haft troen på mig. Samtidig kom Katusha på banen med konkret interesse, siger Van den Broeck om skiftet fra Lotto.

Den 32-årige belgier har gjort det godt flere gange i Tour de France, hvor han i 2010 blev samlet nummer tre og i 2012 blev nummer fire.

Van den Broeck, som i år blev belgisk mester i enkeltstart, er desuden endt som sekser i Giro d'Italia i 2008 og otter i Vuelta a España i 2011.

Ud over den belgiske veteran har Katusha fredag også hentet den tyske U23-landevejsmester Nils Politt på en toårig kontrakt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.