Møllgaard: Skjern strutter af selvtillid lige nu
Der er ikke plads til særligt mange svipsere i slutspillet for Skjern, for så fordufter pladsen i semifinalen.
Skjerns Henrik Møllgaard (tv), som her er i aktion i søndagens pokalfinale, scorede seks mål i onsdagens sejr over Team Tvis Holstebro i slutspillet.
Skjerns Henrik Møllgaard (tv), som her er i aktion i søndagens pokalfinale, scorede seks mål i onsdagens sejr over Team Tvis Holstebro i slutspillet. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Skjerns håndboldherrer rider på en bølge af succes og vigtige sejre i disse dage.

I weekenden blev det til sejre over KIF Kolding København og Team Tvis Holstebro på vejen mod klubbens første pokaltitel.

Og onsdag åbnede Skjern med endnu en sejr over Team Tvis - denne gang i slutspillet, og det lover godt for mulighederne for DM-medaljer, mener Skjerns Henrik Møllgaard.

- Når vi spiller sådan, er der meget, der kan lade sig gøre. Men vi kommer også fra en svær position og skal selv ud og gøre tingene færdige.

- Vi kan ikke forvente at få hjælp fra de andre hold. Jeg tror, det kommer til at kræve fem ud af seks sejre i slutspillet. Og nu fik vi den første mod Tvis.

- Vi er godt på vej, og vi strutter af selvtillid, siger Møllgaard.

- Men vi skal også gøre os umage. Vi kan ikke tillade os at have en dårlig dag. Så ved vi, at det bliver Kolding og Tvis, der løber med semifinalepladserne, pointerer han.

Det endte med en Skjern-sejr på 29-24 hjemme over Team Tvis onsdag aften, men det kunne være endt meget værre for udeholdet.

- Der er ikke noget, der er nemt for os lige nu. Men da vi først fik hul, var der mange hos Tvis, der begyndte at hænge lidt og blev lidt kede af det. Og derfor blev det så overbevisende, som det gjorde.

- Da Tvis kom bagud med ni mål, og der manglede et kvarters tid, kunne det sagtens være endt med en sejr på 12-13 mål, hvis vi havde kørt på.

- Men det havde vi egentlig ikke grund til. Så vi sparede ressourcer og gearede ned, forklarer Møllgaard.

Næste opgave for Skjern bliver udekampen mod KIF Kolding København i Brøndby på lørdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.