Mølby: Vi savner en kanin i hatten
Johnny Mølby var ærgerlig efter nederlaget til OB og påpegede, at man savnede Serge Deblés x-faktor i kampen.
Kenneth Zohore (th.) og Jonas Thorsen (tv.) i nærkamp, da Viborg og OB tørnede sammen søndag.
Kenneth Zohore (th.) og Jonas Thorsen (tv.) i nærkamp, da Viborg og OB tørnede sammen søndag. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Viborg måtte indkassere et nederlag, da man søndag havde besøg af gæsterne fra OB. Det blev til et nederlag på 0-1, da OB midtvejs i anden halvleg scorede et smukt mål.

Hjemmeholdet måtte undvære Serge Deblé på grund af karantæne. Han har ellers lige fået gang i sæsonen med to mål og to oplæg i de sidste to kampe.

Ham kunne Viborg godt have brugt mod OB, mener holdets træner Jonny Mølby.

- Selvom kampen startede med en klar OB-dominans, så udviklede det sig til en tæt kamp. Og der kunne man godt bruge en mand som Deblé til at hive en kanin op af hatten.

- Man kan jo bare se på OB, der scorede, da Rasmus Falk gjorde netop det, siger han.

Viborg havde det dog svært mod OB. Især i første halvleg, hvor gæsterne sad hårdt på tingene.

- Da vi gik til pause og stadig havde uafgjort, så mente jeg, at vi havde muligheder for point. Alligevel smed vi det, og det er jeg skuffet over.

- Det er ikke ufortjent, at OB vinder, men jeg synes, at vi gjorde mange ting rigtigt. Vi fik ikke store chancer, men mange farlige situationer, og det gav altså ikke point, siger træner Mølby.

Viborg burde ellers have haft god selvtillid i ryggen, da man sidste weekend slog ærkerivalerne fra FC Midtjylland med hele 4-2.

- Vi forsøger at ramme vores topniveau hver gang, og det lykkedes tydeligvis ikke i dag. Vi spillede en meget skidt første halvleg, men jeg synes egentlig, at vi kom bedre ud efter pausen, siger holdets anfører Mikkel Rask.

Han vil dog ikke give Deblés karantæne skylden.

- Vi manglede selvfølgelig Deblé, men karantæner og skader er en del af spillet, og det kan vi ikke gøre noget ved. Vi skulle have gjort det bedre og fået en uafgjort, siger Rask.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.