Mødre diskrimineres på jobbet
Kvinder, der er gravide eller overvejer at blive det, diskrimineres, oplever næsten hver femte kvinde.
- Vi har et problem, når så mange oplever diskrimination. Da det særligt er kvinder, der oplever det, er det udtryk for en kønnet ulighed på arbejdsmarkedet, siger Kenn Warming.
- Vi har et problem, når så mange oplever diskrimination. Da det særligt er kvinder, der oplever det, er det udtryk for en kønnet ulighed på arbejdsmarkedet, siger Kenn Warming. Foto: Niels Ahlmann Olesen/arkiv/Scanpix


Næsten hver femte kvinde oplever, at de bliver diskrimineret på arbejdet, når de er gravide, overvejer at blive det, eller når de er på barselsorlov.

Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har lavet på vegne af Institut for Menneskerettigheder, skriver Ugebrevet A4.

I undersøgelsen, der er foretaget blandt 1589 kommende eller nuværende forældre, fortæller kvinderne, at de har oplevet at få frataget opgaver, få færre vagter og i værste tilfælde at blive fyret.

Dette til trods for, at det er ulovligt at forskelsbehandle på grund af graviditet og barsel.

- Vi har et problem, når så mange oplever diskrimination. Da det særligt er kvinder, der oplever det, er det udtryk for en kønnet ulighed på arbejdsmarkedet.

- Det cementerer, at det er mændene i vores samfund, der er den primære arbejdskraft, og at kvinderne er den sekundære, siger en af forskerne bag undersøgelsen Kenn Warming fra Institut for Menneskerettigheder til Ugebrevet A4.

Mens det er 18 procent af kvinderne, som har oplevet diskrimination, er det syv procent af mændene.

Kenn Warming forklarer uligheden i diskriminationen med, at kvinderne ud over at stå alene med graviditeten også tager langt den meste barsel. Det medfører, at kvinderne oplever ringere arbejdsvilkår som følge af at blive mor.

Hos Ligebehandlingsnævnet nikker chefkonsulent Susanne Fischer genkendende til undersøgelsens resultater.

- Vi får omkring 400 sager om året, og en stor del af dem vedrører graviditet og barsel. Særligt afskedigelsessager er der mange af, og vi ser, at de gravide og forældre på orlov ikke bliver skånet ved massefyringer, siger hun.

Arbejdsmarkedsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet mener, at politikerne har sovet i timen, når det kommer til at skabe ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet.

- De burde i stedet tage en alvorlig snak om, hvordan man får arbejde, familie og ligestilling til at gå op, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.