MØ gør det igen: Snupper priser på stribe
Årets uddeling af Gaffa-priser fandt sted torsdag aften, og her var det igen MØ, der kunne bryste sig af at være mest populær.
MØ har haft et vanvittigt år.
MØ har haft et vanvittigt år. Foto: LUNDQUIST GONZALES PHOTO HELENA/POLFOTO


Da der torsdag aften blev uddelt Gaffa-priser i Bremen Teater i København, var det sangerinden MØ, der ryddede bordet - nøjagtig som hun gjorde for knap en måned siden, da der blev uddelt Danish Music Awards.

Dermed sætter sangerinden med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted en tyk streg under det faktum, at 2014 i den grad har stået i hendes navn.

Sangerinden har med hits som "Pilgrim" og "Never Wanna Know" taget ikke bare Danmark, men hele verden med storm.

De fire priser, MØ snuppede torsdag aften, var for årets danske album, årets danske kvindelige kunstner, årets danske hit for sangen "Don't Wanna Dance" og årets danske popudgivelse. Sangerinden, der ikke selv var til stede ved prisuddelingen, vandt dermed alle kategorier, hun var nomineret i.

To priser var der til Mads Langer og Tim Christensen, der i år gik sammen og udgav ep'en "Side Effects", nemlig for årets danske band og årets danske rockudgivelse.

Sangeren Christopher kunne hente prisen for årets mandlige kunstner, rapperen L.O.C. for årets danske urban-udgivelse mens trioen L.I.G.A. blev årets nye navn.

En statuette var der også til Solbrud for årets danske hardrock-udgivelse og til Tomas Barfod for årets danske elektroniske udgivelse.

Rapperen S!vas, der i år har fået danskerne til at synge med på "D.a.u.d.a.", modtog den nyindstiftede Gaffas Specialpris, som bliver uddelt af musikmagasinets redaktion til en kunstner, som har gjort en ekstraordinær indsats for musikken i 2014.

Priserne for årets udenlandske mandlige kunstner og udenlandske album gik til Ed Sheeran, der med albummet "X" har været én af dem, danskerne har lyttet mest til i år.

I den udenlandske afdeling var der også priser til Coldplay som årets udenlandske band, Sia som årets udenlandske kvindelige kunstner, Sam Smith som årets udenlandske nye navn og Pharrell Williams for årets udenlandske hit for "Happy".

Gaffas læsere har i perioden 31. oktober-23. november haft mulighed for at stemme på årets musiknavne fra ind- og udland. I alt har 15.237 læsere afgivet deres personlige stemmer i 17 kategorier.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.