Modtagere af forskerpulje: Pengene er ikke tilstrækkelige
På overfladen ser det godt ud, at Folketinget har uddelt penge til forskning. Men pengene er for få.
Aftalen om forskningsreserven er den første delaftale om finansloven for 2017, der er faldet på plads. Men modtagere mener ikke aftalen giver penge nok til forskningen.
Aftalen om forskningsreserven er den første delaftale om finansloven for 2017, der er faldet på plads. Men modtagere mener ikke aftalen giver penge nok til forskningen. Foto: /Free


Selv om alle Folketingets partier torsdag aften blev enige om fordelingen af den såkaldte forskningsreserve på 555 millioner kroner, bliver pengene ikke vel modtaget.

I interesseorganisationen Dansk Energi kan man for eksempel ikke glæde sig over de 130 millioner, der er blevet sat af til det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

- Virkeligheden er jo, at der på nuværende tidspunkt samlet set bliver afsat færre penge til næste år, end der gjorde forrige år.

- Så det dækker jo over en mindre satsning på udviklingen af grøn teknologi. Og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.

Aftalen om forskningsreserven er den første delaftale om finansloven for 2017, der er faldet på plads.

Normalt udløser en så bred aftale store smil blandt forhandlerne.

Men det er ikke tilfældet i år, hvor størrelsen på puljen, der var fastsat på forhånd, er noget mindre end de 671 millioner kroner, der sidste år blev uddelt.

Lars Aagaard mener, at det er forkert, at støtten til forskning kommer i uens puljer, da forskningsplaner netop bør være langsigtede.

- Det her er jo et cirkus, der gentager sig år efter år, hvor man har en pulje, man fordeler. Jeg kunne godt ønske mig, at Folketinget blev enige om nogle langsigtede strategier på det her område, så det ikke går op og ned på denne her måde.

Hans kritik af den formindskede pulje bakkes op af Dansk Industri (DI). Her mener man også, at man burde give endnu flere penge til blandt andet forskning på energi- og miljøområdet.

- Netop Innovationsfonden og EUDP fastholdes på et meget lavt niveau i forhold til tidligere, hvilket Dansk Industri finder meget uhensigtsmæssigt, siger underdirektør i DI Charlotte Rønhof i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.